STU - IT Linjen

IT-Bilen tilbyder STU inden for IT- området. Uddannelsen foregår dels i IT-Bilens lokaler, dels ude hos kunderne. 

Hele STU-forløbet er differentieret og tilrettelagt ud fra den enkelte elevs behov på både det personlige og faglige plan. Se vores udbud af fag herunder. 

IT-Bilens STU er målrettet elever med interesse for IT og med et ønske om en fremtid inden for området. 

Der arbejdes ud fra den holdning, at vi alle er ligeværdige, og at der er plads og muligheder for alle, der vil. Derfor bruger vi meget tid på at finde frem til den enkeltes skills, benytte dem og udvikle herfra. 

Det er vores erfaring, at døren ind til det enkelte menneske er gennem det positive menneskesyn. 

Når man bruger det, man er god til, vil man opleve tryghed og opnå en stabil styrkelse af sit eget selvbillede. 

Herefter udvikler vi ved at udfordre og give ansvar. På den måde får vi styrket selvværdet til at kunne opnå nye og flere skills. 

Hvordan ser dagligdagen ud hos os?

Dagen begynder med, at vi spiser morgenmad sammen og planlægger dagen. På den måde får man et overblik over opgaver og fag, hvor man skal være, og hvem man er sammen med. Herefter går dagen i gang. 

Nogle dage er der undervisning på skolen, og andre dage er man i praktik. Praktikdagene kan foregå i vores butik/værksted, hvor man kan arbejde med webshop, telefonsupport eller kundebetjening (alt efter, hvor den enkelte er stærkest). 

Andre praktikker kan være omkring på de forskellige skoler, hvor vi hjælper lærere og elever med support, fejlfinding, reparation m.m., eller udekørende support hos private og hos virksomheder (alt efter, hvor den enkelte er stærkest) 

Udover dette har vi undervisning på flere skoler samt et Tech-Lab, hvor der også foregår undervisning for skoleelever. 

De dage, du er i undervisning på skolen, vil pauserne – så vidt muligt – blive lagt efter dine behov. Der vil være frokost som en del af vores ADL, derfor er alle med til at forberede, spise og rydde væk (P.S. Vi er opmærksomme på, at nogle måske ikke ønsker at spise sammen). 

Efter pausen genoptages dagens fag. Dagens afslutning foregår sammen, så vi kan tale om den kommende dag. Det betyder, at alle kan gå hjem med et godt overblik over den kommende dag. 

Understøttende Fag: 

  • Matematik: Matematik, økonomi m.m. planlagt efter det niveau, du er på, når du kommer til os. Vi møder ofte unge med matematik-angst, og det er ingen hindring. 
  • Engelsk: Engelsk planlagt efter dit niveau og med fokus på de termer, du har behov for på IT-området. 
  • Dansk: Dansk planlagt efter dit niveau og med mulighed for at understøtte problematikker som ordblindhed. 
  • ADL (Almen Daglig Livsførelse): Madlavning, indkøb, rengøring, medborgerskab, økonomi, transport, fritid m.m. 
  • Seksualundervisning: Det handler ikke kun om sex, men også om at have et godt forhold til sig selv, både i relation til seksualitet, trivsel, rettigheder og sundhed.

Praktisk orienteret fag: 

  • Hardware. 
  • Programmering. 
  • Medie. 
  • Fejlfinding/reparation. 
  • Support på flere niveauer. 
  • Robotteknologi og kunstig intelligens bl.a. AI. 

Praktikker: 

  • Værksted. 
  • Butik. 
  • Webshop. 
  • IT service. 
  • Tech Lab. 
  • Telefon support. 
  • Kundebetjening. 
  • IT sikkerhed. 
  • Udekørende service team. 

De studerende vil løbende deltage i vores teams, det kan være rundt på skolerne, virksomhederne, serviceværkstedet eller i vores egen butik. 

Sociale arrangementer

Mange unge og voksne oplever ensomhed, fordi det ofte er svært selv at tage initiativ til samvær, og fordi det kan være udfordrende at være i sociale rum.

Behovet for samhørighed og fællesskab er livsnødvendigt. Derfor vil vi skabe en kultur, hvor man kan deltage med den, man er. Dog vil elevrådet være obligatorisk, både fordi det er en del af undervisningen, og fordi dette er en øvelse i at være i et fællesskab. 

  • Elevråd (selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet er en del af at være medborger og menneske). 
  • Ekskursioner (nye teknologier m.m., her skal vi se og opleve andre firmaer/skoler med IT og nye teknologier, måske du har et forslag til en spændende tur). 
  • Fællesmøder med IT-Bilens ansatte (Det er vigtigt at vi kender hinanden, da vi arbejder på tværs). 
  • LAN aftener (Disse aftener vil der være mulighed for sjov og social træning på en anden måde end i hverdagen). 
  • Brætspil/kortspil (Nogle er mere til brætspil og kortspil, det handler om at være sammen). 
  • Nørde-Hobbyværksted (Her er det muligt at fordybe sig i et særligt emne eller særlige skills. For eksempel hvis du har fået en ide, du gerne vil afprøve. Så bakker vi dig op med både gode råd og samarbejde) 
  • Julefrokost/sommerfrokost  

Værdigrundlag hos IT-Bilen

  • “Svesken på disken”, her kan vi tale om alt. Vi ønsker et rum, der er trygt nok til at tale om alt. Det skaber udvikling og tryghed hos os.
  • Alle er lige meget værd. Hos os er vi lige. Alle bliver hørt og har ret til at ytre sig. Det bliver vi alle sammen klogere af.
  • Alle kan noget. Vi ønsker at finde den/de skills, vi hver især har. For vi har alle noget, vi er særligt gode til, og det er fedt at finde ud af, hvilke skills man har .
  • Vi har stil. Vi lærer at gøre os umage og at have styr på rutiner, som er vejen til at føle sig bedre tilpas og mere selvsikker.
  • Smil og sig godmorgen. Det er den bedste start på dagen. Det har en stor betydning for både dig selv og dem omkring dig at blive set og smilet til.

Dokumentation

Der vil løbende arbejdes med certificeringer for den læring, som den studerende har tilegnet sig. Vi sikrer, at de studerendes sociale og faglige færdigheder bliver anerkendt og dokumenteret. De studerende får synliggjort deres ressourcer således at det også kan dokumenteres overfor fremtidige arbejdsgivere og videre uddannelse.

Download vores brochure her